top of page

Hvad er rebozo?

 

Rebozo betyder svøb eller sjal på spansk. Centralamerikanske jordemødre har anvendt rebozo under graviditet, fødsel og barsel i århundreder. I graviditeten benyttes det for eksempel til at vende et barn  i sædepræsentation til en hovedstilling.

 

Det gøres ved,  at den gravide indtager forskellige stillinger, hvor bækkenet er højere end skuldrene. Rebozoen svøbes om den gravides bækken. Der trækkes skiftevis i hver side af rebozoen. Bevægelserne varieres og kombineres med små ryk. Rebozometoden afspænder især bækkenmuskulaturen, så barnet får lettere ved at vende sig, og rystebevægelserne og udnyttelse af tyngdekraften kan over tid lirke barnet rundt.

 

De fleste kvinder, der har prøvet rebozo, beskriver det som meget behageligt, og flere erfarne mexicanske jordemødre angiver en høj succesrate for vending af børn i sædepræsentation ved hjælp af denne metode. Brugen af rebozo har bredt sig internationalt og vinder stadig mere indpas på de danske fødegange. 

bottom of page